Min fødselsberetning

Halløj i stuen, så er jeg tilbage 😉

Som lovet kommet her min fødselsberetning.

Min terminsdato var tirsdag d. 16/1-18. Den dag kom og gik uden at der skete noget. Jeg var sprunget på hindbærbladete-trippet og havde drukket det religiøst i nogle uger forinden. Om ikke andet, så for at føle at jeg gjorde bare et eller andet. Efter d. Da vi kom forbi tirsdag og nærmede os weekenden, fik jeg Claus til at hente og udskære en frisk ananas. Både fordi jeg havde en ustyrlig trang til ananas og muligvis også fordi jeg havde læst at ananas (dog i større mængder) kunne sætte fødslen i gang.

Weekenden kom og jeg sagde lørdag til Claus, at jeg gerne ville ud og købe nogle ting i BabySam søndag og bare komme lidt ud.
Det nåede jeg dog ikke.

Natten til søndag kunne jeg ikke rigtig sove, så jeg lå i sengen og stenede Netflix. Omkring halv to, kan jeg mærke et eller andet mellem benene, som ikke føltes som noget jeg havde oplevet før. Jeg tog derfor et bind på og skrev til min søster for at høre om jeg skulle ringe til fødegangen. Jeg ville ikke fremstå som en pylret person, men søster sagde, at det var en god idé, så det gjorde jeg.

Jeg snakkede med en meget sød jordemoder, der spurgte om jeg havde fået veer. Jeg sagde, at jeg kunne mærke en form for menstruationsmerter, men ikke noget særligt slemt. Vi aftalte derfor, at hvis der ikke var sket noget om morgenen, så skulle jeg ringe derop igen. Og at jeg skulle prøve at få sove lidt indtil da.
Den sidste del var jeg ikke suuuuper god til – Jeg tror at jeg fik sammenlagt tre timers søvn, men fik da slappet en smule af 😉
Søndag morgen var smerterne ikke blevet værre, og jeg ringede til min far. Vi havde aftalt at han skulle køre til Fyn og hente min mor, da jeg gerne ville have hende med til fødslen, og så skulle han passe vores hund.
Jeg ringede derefter til min mor og fortalte at hun nok godt kunne begynde at pakke.
Efterfølgende ringede jeg til fødegangen og vi aftalte at vi skulle komme op til et tjek klokken 9.30.

Da vi kommer derop kommer vi ind på en fødestue og jeg bliver undersøgt, hvorefter jeg får at vide, at de gerne vil beholde mig. Jeg får en omgang Clyx (for dælen hvor er det da ikke en rart fornemmelse 😛 ) og så går the waiting game ellers i gang.
Jeg får på et tidspunkt en hindeløsning, hvilket sætter en smule mere skub i tingene.

Ved mit næste tjek siger jordemoderen (en ny, da den anden fik fri), at hun gerne lige vil have en kollega til at tjekke, da hun har en fornemmelse af, at bettemanden ikke ligger helt som planlagt.

Dette er den anden jordemoder enig i, og der kommer en fødselslæge for at scanne.

Og den er god nok. Han ligger simpelthen med numsen nedad, selvom jeg ved samtlige jordemoderaftaler har fået at vide, at han lå rigtig godt og dybt med hovedet.

Det er selvfølgelig lidt af et chok og Claus og jeg får at vide, at der er to muligheder. Enten kan vi forsøge os med en sædefødsel, der dog vil kunne ende med et kejsersnit, eller gå direkte til kejsersnittet. Vi får herefter tid til at snakke det igennem.

Da jordemødre og læge har forladt stuen bryder jeg sammen. Det var ikke lige den melding man havde håbet eller forberedt sig på. Jeg er i syv sind, men vælger kejsersnittet. Jeg kender mig selv godt nok til at vide, at jeg ikke ville kunne være 200% til stede til en fødsel, når det ville rumstere i mit baghoved, at det ville kunne ende med kejsersnit.

Jeg ringer til min mor for at høre hvor langt de er og heldigvis er de lige kommet til byen og jeg siger at hun gerne må komme op.

Vores jordemoder kommer ind igen og vi fortæller hvad vi har besluttet.

Herfra går det stærkt. Jeg får noget der skal stoppe mine veer og der kommer en narkoselæge ind for at fortælle om epiduralen og hele proceduren. Min mor kommer og hun ser lige så forvirret ud som jeg føler mig, hvilket faktisk var rart.

Herefter får jeg den der fancy skjorte og sexede strømper og Claus får udleveret sit tøj.

Jeg bliver lagt i en seng og kørt ned til operationsstuen. Det var en smule intimiderende at komme derind – jeg tror at der var omkring 7 mennesker og det var lidt overvældende, men de var super søde.

Så går narkoselægen i gang – og holdt nu kæft hvor er det svært at skulle sidde stille mens der først kommer lokalbedøvende ind som strammer og herefter epiduralen. Men jeg må sige, at det virkede hurtigt. Mit hjerte slog dog volsomt hurtigt, pga det ve-hæmmende drop, hvilket var en smule ubehageligt.

Jeg bliver så hjulpet op og ligger, papiret kommer op og Claus tager min hånd. Og så går de i gang.

Jeg vil rose hele personalet og sige, at det var rart, at de forklarede alt hvad der skete. Jeg kunne faktisk ikke mærke noget – ikke engang når de sagde at jeg ville kunne mærke at de ‘rykkede’ lidt i mig.

Efter kort tid siger de, at nu kommer han – og så kunne vi høre det mest vidunderlige skrig. Knægten er født med nogle stærke lunger 😀

Jeg får ham op til mig med det samme, og han begynder fluks at søge! 😀 Her ligger han mens de hæfter mig sammen. Det var så surrealistisk! Vi var blevet forældre! D. 21/1-18 klokken 15.09 blev vores liv ændret for altid.

Han bliver tørret af og Claus får ham i armene og vi kommer op på en ny stue, hvor min mor sidder og venter.

Vi fik efter en times tid besøg af Claus’ mor og senere kom min bror + familie fra Vejle og min søster + familie. Dog kun i meget korte øjeblikke, da jeg begyndte at få ret så slemme smerter.

Det skulle vise sig, ikke at blive bedre, som aftenen skred frem. Alexander og jeg fik etableret amningen med det samme og jeg skal hilse og sige, at knægten har et godt sug! Så godt, at min livmoder trak sig meget hurtigt sammen og jeg samtidig fik voldsomme efterveer. Og når man ligger fuldstændig bedøvet fra maven og ned, så er det endnu værre.

Jeg fik morfinpiller tre gange i løbet af aftenen, men intet hjalp. Da jeg så for fjerde gang trækker i snoren, kommer verdens sødeste sygeplejerske ind, bærende på en lille kasse. Det var den samme sygeplejerske der havde give mig morfinpillerne. Hun spørger hvor mange smerter jeg har på en skala fra 0-10. Normalt så underspiller jeg når det komme til smerter, men denne gang måtte jeg sige at det var et kæmpe 10 tal. Det havde hun regnet med, og jeg fik derfor morfin i drop.

Det hjalp heldigvis, men på dette tidspunkt var jeg så smadret, at jeg vitterligt ikke kunne sove, så jeg så skodfjernsyn i stedet, mens Alexander og Claus småsov.

Dagen efter fik jeg at vide at jeg skulle se om jeg kunne stå op – jeg kunne nemlig endelig mærke mine ben, yay! Det var dog en prøve – især at skulle gå på toilettet – men jeg klarede det. Jeg klarede det åbenbart så godt, at vi om eftermiddagen kom op på familieafsnittet. Jeg var dog ikke helt enig i den beslutning, men var for rundforvirret til at sige noget.

Vi blev udskrevet dagen efter om aftenen. Og det var lidt en omvæltning at komme hjem, men det var også rart at være i vante omgivelser.

Alexander er nu 11 dage. Han har gode og dårlige dage, i forhold til det der med at sove, da vi har lidt maveproblemer, og det er hjerteskærende når han græder, men vi klarer det og det er en fantastisk følelse 😀

Jeg er stadig i en babybobbel, men jeg har en masse indlæg skrevet ned, som kommer til jer inden længe – jeg håber at I vil følge mig og denne fuldstændig sindssyge, fantastiske rejse, som nu er begyndt.

 

Ha en fantastisk dag!

Skriv et svar