Min fødselsberetning

Halløj i stuen, så er jeg tilbage 😉

Som lovet kommet her min fødselsberetning.

Min terminsdato var tirsdag d. 16/1-18. Den dag kom og gik uden at der skete noget. Jeg var sprunget på hindbærbladete-trippet og havde drukket det religiøst i nogle uger forinden. Om ikke andet, så for at føle at jeg gjorde bare et eller andet. Efter d. Da vi kom forbi tirsdag og nærmede os weekenden, fik jeg Claus til at hente og udskære en frisk ananas. Både fordi jeg havde en ustyrlig trang til ananas og muligvis også fordi jeg havde læst at ananas (dog i større mængder) kunne sætte fødslen i gang.

Weekenden kom og jeg sagde lørdag til Claus, at jeg gerne ville ud og købe nogle ting i BabySam søndag og bare komme lidt ud.
Det nåede jeg dog ikke.

Natten til søndag kunne jeg ikke rigtig sove, så jeg lå i sengen og stenede Netflix. Omkring halv to, kan jeg mærke et eller andet mellem benene, som ikke føltes som noget jeg havde oplevet før. Jeg tog derfor et bind på og skrev til min søster for at høre om jeg skulle ringe til fødegangen. Jeg ville ikke fremstå som en pylret person, men søster sagde, at det var en god idé, så det gjorde jeg.

Jeg snakkede med en meget sød jordemoder, der spurgte om jeg havde fået veer. Jeg sagde, at jeg kunne mærke en form for menstruationsmerter, men ikke noget særligt slemt. Vi aftalte derfor, at hvis der ikke var sket noget om morgenen, så skulle jeg ringe derop igen. Og at jeg skulle prøve at få sove lidt indtil da.
Den sidste del var jeg ikke suuuuper god til – Jeg tror at jeg fik sammenlagt tre timers søvn, men fik da slappet en smule af 😉
Søndag morgen var smerterne ikke blevet værre, og jeg ringede til min far. Vi havde aftalt at han skulle køre til Fyn og hente min mor, da jeg gerne ville have hende med til fødslen, og så skulle han passe vores hund.
Jeg ringede derefter til min mor og fortalte at hun nok godt kunne begynde at pakke.
Efterfølgende ringede jeg til fødegangen og vi aftalte at vi skulle komme op til et tjek klokken 9.30.

Da vi kommer derop kommer vi ind på en fødestue og jeg bliver undersøgt, hvorefter jeg får at vide, at de gerne vil beholde mig. Jeg får en omgang Clyx (for dælen hvor er det da ikke en rart fornemmelse 😛 ) og så går the waiting game ellers i gang.
Jeg får på et tidspunkt en hindeløsning, hvilket sætter en smule mere skub i tingene.

Ved mit næste tjek siger jordemoderen (en ny, da den anden fik fri), at hun gerne lige vil have en kollega til at tjekke, da hun har en fornemmelse af, at bettemanden ikke ligger helt som planlagt.

Dette er den anden jordemoder enig i, og der kommer en fødselslæge for at scanne.

Og den er god nok. Han ligger simpelthen med numsen nedad, selvom jeg ved samtlige jordemoderaftaler har fået at vide, at han lå rigtig godt og dybt med hovedet.

Det er selvfølgelig lidt af et chok og Claus og jeg får at vide, at der er to muligheder. Enten kan vi forsøge os med en sædefødsel, der dog vil kunne ende med et kejsersnit, eller gå direkte til kejsersnittet. Vi får herefter tid til at snakke det igennem.

Da jordemødre og læge har forladt stuen bryder jeg sammen. Det var ikke lige den melding man havde håbet eller forberedt sig på. Jeg er i syv sind, men vælger kejsersnittet. Jeg kender mig selv godt nok til at vide, at jeg ikke ville kunne være 200% til stede til en fødsel, når det ville rumstere i mit baghoved, at det ville kunne ende med kejsersnit.

Jeg ringer til min mor for at høre hvor langt de er og heldigvis er de lige kommet til byen og jeg siger at hun gerne må komme op.

Vores jordemoder kommer ind igen og vi fortæller hvad vi har besluttet.

Herfra går det stærkt. Jeg får noget der skal stoppe mine veer og der kommer en narkoselæge ind for at fortælle om epiduralen og hele proceduren. Min mor kommer og hun ser lige så forvirret ud som jeg føler mig, hvilket faktisk var rart.

Herefter får jeg den der fancy skjorte og sexede strømper og Claus får udleveret sit tøj.

Jeg bliver lagt i en seng og kørt ned til operationsstuen. Det var en smule intimiderende at komme derind – jeg tror at der var omkring 7 mennesker og det var lidt overvældende, men de var super søde.

Så går narkoselægen i gang – og holdt nu kæft hvor er det svært at skulle sidde stille mens der først kommer lokalbedøvende ind som strammer og herefter epiduralen. Men jeg må sige, at det virkede hurtigt. Mit hjerte slog dog volsomt hurtigt, pga det ve-hæmmende drop, hvilket var en smule ubehageligt.

Jeg bliver så hjulpet op og ligger, papiret kommer op og Claus tager min hånd. Og så går de i gang.

Jeg vil rose hele personalet og sige, at det var rart, at de forklarede alt hvad der skete. Jeg kunne faktisk ikke mærke noget – ikke engang når de sagde at jeg ville kunne mærke at de ‘rykkede’ lidt i mig.

Efter kort tid siger de, at nu kommer han – og så kunne vi høre det mest vidunderlige skrig. Knægten er født med nogle stærke lunger 😀

Jeg får ham op til mig med det samme, og han begynder fluks at søge! 😀 Her ligger han mens de hæfter mig sammen. Det var så surrealistisk! Vi var blevet forældre! D. 21/1-18 klokken 15.09 blev vores liv ændret for altid.

Han bliver tørret af og Claus får ham i armene og vi kommer op på en ny stue, hvor min mor sidder og venter.

Vi fik efter en times tid besøg af Claus’ mor og senere kom min bror + familie fra Vejle og min søster + familie. Dog kun i meget korte øjeblikke, da jeg begyndte at få ret så slemme smerter.

Det skulle vise sig, ikke at blive bedre, som aftenen skred frem. Alexander og jeg fik etableret amningen med det samme og jeg skal hilse og sige, at knægten har et godt sug! Så godt, at min livmoder trak sig meget hurtigt sammen og jeg samtidig fik voldsomme efterveer. Og når man ligger fuldstændig bedøvet fra maven og ned, så er det endnu værre.

Jeg fik morfinpiller tre gange i løbet af aftenen, men intet hjalp. Da jeg så for fjerde gang trækker i snoren, kommer verdens sødeste sygeplejerske ind, bærende på en lille kasse. Det var den samme sygeplejerske der havde give mig morfinpillerne. Hun spørger hvor mange smerter jeg har på en skala fra 0-10. Normalt så underspiller jeg når det komme til smerter, men denne gang måtte jeg sige at det var et kæmpe 10 tal. Det havde hun regnet med, og jeg fik derfor morfin i drop.

Det hjalp heldigvis, men på dette tidspunkt var jeg så smadret, at jeg vitterligt ikke kunne sove, så jeg så skodfjernsyn i stedet, mens Alexander og Claus småsov.

Dagen efter fik jeg at vide at jeg skulle se om jeg kunne stå op – jeg kunne nemlig endelig mærke mine ben, yay! Det var dog en prøve – især at skulle gå på toilettet – men jeg klarede det. Jeg klarede det åbenbart så godt, at vi om eftermiddagen kom op på familieafsnittet. Jeg var dog ikke helt enig i den beslutning, men var for rundforvirret til at sige noget.

Vi blev udskrevet dagen efter om aftenen. Og det var lidt en omvæltning at komme hjem, men det var også rart at være i vante omgivelser.

Alexander er nu 11 dage. Han har gode og dårlige dage, i forhold til det der med at sove, da vi har lidt maveproblemer, og det er hjerteskærende når han græder, men vi klarer det og det er en fantastisk følelse 😀

Jeg er stadig i en babybobbel, men jeg har en masse indlæg skrevet ned, som kommer til jer inden længe – jeg håber at I vil følge mig og denne fuldstændig sindssyge, fantastiske rejse, som nu er begyndt.

 

Ha en fantastisk dag!

Anbefalinger! Graviditets – (og efterfødsels) bøger

Jeg er en bognørd. Jeg elsker at fordybe mig i alle forskellige slags bøger, hvad enten det er fiktion, non-fiktion eller gør det selv/selvhjælpsbøger.

Så jeg må sige, at det jo var fagre nye verden, da jeg fandt ud af, hvor mange bøger der egentlig er skrevet om det der med at være gravid! Det var jo et mekka uden lige og jeg var i himlen!

Jeg fandt dog også hurtigt ud af, hvilke bøger jeg ville ofre tid og penge på – og dem vil jeg gerne give videre til alle andre 😀

NB: Jeg har af en eller anden grund altid været mest til engelsksprogede bøger – hvilket afspejler sig i mine valg – med undtagelse af en enkelt bog 😉

Den første er klassikeren ‘What To Expect When You’re Expecting’, den nyeste udgave. Den har alt hvad man har brug for – selvom en del af tingene uden tvivl kan findes på nettet. Efter hvert afsnit er der et lille stykke til faderen, men C har ikke læst det – da jeg i forvejen havde givet ham en bog, kun til vordende fædre 😉

Prisen svinger alt efter hvor man køber den – jeg kom af med omkring 100 kr, da jeg købte den på Amazon 🙂 – bogen kan findes HER

Bog nummer 2 er af Giovanna Fletcher og hedder ‘Happy Mum, Happy Baby’:

Det er ikke en selvhjælpsbog, men derimod Giovannas historie omkring det, at kæmpe med at blive gravid, abort, få børn og alt der imellem. Jeg hørte den først som lydbog via Audible allerede inden jeg blev gravid. Grunden til dette er, at hun er en helt fantastisk forfatter og jeg har læst en del af hendes bøger. Da den her så kom, tænkte jeg, at jeg ville høre den, selvom jeg ikke, på daværende tidspunkt, kunne relatere til noget af det. Men det er en helt fantastisk bog, der ikke sugarcoater noget som helst. Jeg kan virkelig anbefale den, samt den podcast hun har på iTunes, ved navn ‘Happy Mum, Happy Baby’ 🙂 – Bogen kan findes HER

Næste bog er skrevet af den engelske jordemoder Clemmie Hooper: How to Grow a Baby and Push It Out:

Jeg lærte om denne bog via Giovanna Fletchers podcast ‘Happy Mum, Happy Baby’. Det er en bog der føler graviditeten uge for uge (næsten), og er skrevet på en uhøjtidelig og sjov måde. Der er små opskrifter ind imellem og en masse tips og tricks og jeg nød (og nyder stadig) at læse den 🙂 Skulle det være noget, så kan den købes lige HER

Sidst bog i rækken, i denne omgang, kom til for nylig, nemlig i weekenden – Cana Buttenschøns ’40 Uger Efter’:

Her har vi virkelig en bog, der kalder en spade for en spade og jeg ELSKER det! Cana skriver med sådan en lethed og in your face måde, at jeg tog mig selv i at sidde og klukke og læse højt for C, som også synes at det virkelig var skrevet på en måde, så man forstod det.
Selvom jeg ikke har født endnu, så har det givet mig et rigtig godt indblik i de ting der kommer når jeg engang har presset bettemanden ud, som jeg måske har tænkt en lille smule på, men nok ikke, på det givende tidspunkt, ville huske at få spurgt om. Så er det skønt at have sådan en opslagsbog til at hjælpe mig. Skulle du have lyst til at få fingerne i denne lyserøde sag, så kan den blandt andet købes HER

Det var mine anbefalinger i denne omgang. Hvis du har et forslag til en bog som er et must read, så smid det endelig i kommentarerne 🙂

 

Knus fra mig! 😀

 

 

Babyshower!

Lørdag d. 6. januar fik jeg mig virkelig en kæmpe overraskelse. Min skønne søster havde arrangeret et babyshower til mig og jeg havde absolut ingen idé.

Dagen før, altså fredag, havde virkelig været den ultimative lortedag. Mit eneste par bukser (altså stadig ventetøj, men det lignede rigtige bukser), revnede og jeg kunne slet ikke, i min kæmpe hormonellaboble, kapere noget som helst.
Min søde kæreste var utroligt forstående og tog endda ned i byen for at købe et par forskellige slags med hjem – og selvfølgelig var der ikke et eneste af dem der duede. Jeg lagde mig ind i soveværelset og var ekstremt sølle – og mere klodset end jeg plejede, hvilket resulterede i, at jeg spildte en dåsesodavand og så var mit sølleniveau endnu højere end normalt.

Jeg havde aftalt med min søster, at vi skulle kigge forbi lørdag omkring klokken 14, for at hente noget hun havde bestilt til bettemanden. Det kunne jeg, naturligvis, ikke overskue i min sølle-hed. Jeg skrev derfor til min søster og prøvede at rykke det, men hun fik mig alligevel overtalt til, at vi kom. Min kæreste skulle lave hendes og min nieces telefoner, og jeg følte mig alligevel en smule egoistisk.

Jeg fandt, utroligt nok, noget tøj og vi tog med møje og besvær ned til min søster…..

Cut to: En flok dejlige damer der stod inde i stue og råbte SURPRISE! – og mig der vendte om, gik ud i gangen og tudede…. Det var en helt fantastisk oplevelse og jeg havde en skøn eftermiddag.

Jeg blev også begavet ud over alle grænser, og jeg er ekstremt taknemmelig for alt 🙂

Jeg har smidt et par billeder ind – og jeg beklager mit ugly-cry-face 😀

Min babyshower

Hvor blev den der tid af?….

Hvor blev den der tid af?….

 

Wow, bare wow,

Det er præcist en måned siden, at jeg sidst fik lavet et indlæg!

December måned er virkelig fløjet forbi. Jeg synes at det bliver værre og værre for hvert år der går 🙂
Jeg har haft en travl måned. Jeg gik officielt på barsel d. 16/12 og havde en masse jeg skulle nå at have afviklet inden.

Efterfølgende skulle jeg virkelig vænne mig til, ikke at have noget at stå op til. Hvis I spørger min bedre halvdel, så vil han nok sige at jeg var lidt af en kælling, hvilket jeg nok også var.

Jeg er ELENDIG til, ikke at lave noget, eller have en plan for dagen.

Jeg er blevet en smule bedre, hvilket jeg også kan mærke, at min krop nyder godt af. Jeg kan stadig ikke rigtig sove (surprise!), men det hjælper, at jeg, som regel, ikke ‘skal noget’ den efterfølgende dag.

Jeg har i dag 19 dage tilbage til termin. Og jeg GLÆDER mig til at han kommer ud! Han er simpelthen så utroligt aktiv, at det, bogstavelig talt, gør helt ondt på mig 😀
Hans ene lille fod har fundet favoritstedet når der skal sparkes – lige til venstre for min navle, så jeg er godt øm. Men det er skønt at han er så aktiv, så jeg må og skal absolut ikke brokke mig 🙂

Vi var ved jordemoder i dag og alt så simpelthen perfekt ud – så vi var et par stolte forældre-to-be da vi gik derfra 😉

Som nævnt tidligere, så er jeg ikke verdens bedste til at slappe af – så jeg har kastet mig over noget nyt: Bullet Journaling! Jeg har erhvervet mig en bullet journal som jeg vil sidde og hygge mig med de næste par dage. Der vil absolut kommet et indlæg omkring det i det nye år 🙂

2017 er ved at gå på hæld og det har været noget af et år, på mange måder. Det vil jeg reflektere over i et kommende indlæg, hvor jeg også vil skrive lidt om mine tanker, ønsker og håb for 2018.

 

Vi snakkes snart ved! I promise 🙂

Børneværelse – indretning

 

Nu er der ikke længe til at jeg har termin. Faktisk er der i dag præcist 7 uger – og eftersom vi snart er i julemåneden med alt hvad der dertil hører, så har jeg på fornemmelsen, at de nok skal gå hurtigt.

Og så er der jo en del der skal ordnes – der iblandt børneværelset.

Ja ja, jeg ved godt at han ikke rigtig bruger det, det første stykke tid, udover når han skal skiftes osv, men vi (eller, nok mest jeg), har hygget mig med at gå og finde ud af, hvad der skulle puttes derind.

Vi har ikke et tema som sådan, som nogle har. Vi har bare kigget på, hvilke ting der ‘burde’ være der. Så pt. er der et puslebord, en seng, et skab, en kommode og en reol. Farverne er meget stille og rolige – mest holdt i hvid, med lyseblå ting hist og her.
Af en eller anden årsag, så har jeg fået en forkærlighed for elefanter (don’t ask me why), så det er der en smule af. Blandt andet har baby As mormor hæklet er par fine elefanter, han har fået et par stykker af mormor og kusine og over sengen er der en wallsticker med første vers fra Elefantens Vuggevise, købt på Wallstickerland – klik HER og se hvordan den ser ud. Jeg sang den meget for min nevø/gudsøn da han var lille og det var en sikker vinder.

Jeg har da også sunget den for min mave en gang eller tre, selvom jeg må indrømme, at jeg føler mig en smule dum når jeg gør det 😀

Nå, men derudover, så har vi sat en lyseblå lampe op, formet som en ballon, ved siden af sengen, samt loftslys.

Jeg føler stadig ikke at vi er færdige, men tænker at vi nok skal nok det hele 😀

Når vi er ved at være der, så skal jeg nok lige lave et nyt oplæg, med billeder og hele svineriet 😉

Det var alt fra mig for i dag – jeg håber at I har en SKØN tirsdag 😀

Om ikke at ææælske den der graviditet

Jeg er ikke fan af at være gravid.

Misforstå mig nu ikke – jeg er vild med, at jeg inden længe har lille baby A i mine arme!

Men selve rejsen dertil er ikke mig.
Jeg kan godt li’, når jeg har en finger på hver puls. At jeg ved hvad der sker, og hvornår det sker.
Det er muligvis derfor, at jeg er kæmpe fan af kalendere (men mere om det i et andet indlæg 😀 ).

Men jeg har jo måttet indse, at jeg har absolut hat kontrol i den her graviditets-trummerum. Min krop har totalt styr på hvad der sker, og jeg er sådan set bare nødt til at slippe tøjlerne. Det er bare ikke lige mig, og jeg kan mærke at det ind imellem giver mig nogle totalt trælse dage.

Jeg har op til flere gange taget mig selv i, at smile og sige ‘åh, det går bare skøøøønt!’, når folk spørger ind til hvordan jeg har det. Og det er jo en stor fed løgn, ca 90% af tiden.
Jeg tror, at jeg er så ræd for at blive dømt, hvis jeg siger hvordan jeg virkelig har det, at jeg bare lader være.
Jeg er mere end taknemmlig for, at der vokser en bette charmetrold inden i mig. Jeg ved hvor svært mange har det med at undfange.

Men jeg synes også, at det skal være okay at sige, at man ser frem til terminen, men at rejsen ikke lige er ens stil.

Er der mon andre der har det på samme måde? Eller noget lignende? Fortæl endelig! 😀

Bekymrer jeg mig for lidt?….

Jeg har tænkt på noget…

Som så mange andre, er jeg med i diverse graviditets – og terminsgrupper på Facebook. Det er lidt hyggeligt og rart at være et sted med ligesindede, og man kan få luft for frustrationer, bekymringer mv.

Og det er især det med bekymringer der har fået mig til at tænke. Flere gange om dagen er der nogen der skriver at de har oplevet det ene eller det andet og er bekymrede og om de skal ringe til jordemoder/fødegangen eller allerede har grebet knoglen. Jeg er på ingen måde hardcore, og er jo også helt ny i det her graviditetshalløj, men jeg føler tit, at de ting jeg læser, ind imellem er et spørgsmål om at trække vejret og se det an?

Eller er det mig der bekymrer mig for lidt, eller tænker for lidt over tingene?

Jeg ved det ærlig talt ikke – hvis baby A ikke har været så ninja-aktiv som han plejer, på de næsten sædvanlige tidspunkter, så ser jeg tiden an. Som regel så kommer det op ad dagen. Han kan jo ikke være lige hyperaktiv hver dag 🙂

Men jeg kan stadig ikke få tanken ud af hovedet…. Bekymrer jeg mig for lidt?

Hvordan er det mon med andre? Har I det på samme måde?