Om ikke at ææælske den der graviditet

Jeg er ikke fan af at være gravid.

Misforstå mig nu ikke – jeg er vild med, at jeg inden længe har lille baby A i mine arme!

Men selve rejsen dertil er ikke mig.
Jeg kan godt li’, når jeg har en finger på hver puls. At jeg ved hvad der sker, og hvornår det sker.
Det er muligvis derfor, at jeg er kæmpe fan af kalendere (men mere om det i et andet indlæg 😀 ).

Men jeg har jo måttet indse, at jeg har absolut hat kontrol i den her graviditets-trummerum. Min krop har totalt styr på hvad der sker, og jeg er sådan set bare nødt til at slippe tøjlerne. Det er bare ikke lige mig, og jeg kan mærke at det ind imellem giver mig nogle totalt trælse dage.

Jeg har op til flere gange taget mig selv i, at smile og sige ‘åh, det går bare skøøøønt!’, når folk spørger ind til hvordan jeg har det. Og det er jo en stor fed løgn, ca 90% af tiden.
Jeg tror, at jeg er så ræd for at blive dømt, hvis jeg siger hvordan jeg virkelig har det, at jeg bare lader være.
Jeg er mere end taknemmlig for, at der vokser en bette charmetrold inden i mig. Jeg ved hvor svært mange har det med at undfange.

Men jeg synes også, at det skal være okay at sige, at man ser frem til terminen, men at rejsen ikke lige er ens stil.

Er der mon andre der har det på samme måde? Eller noget lignende? Fortæl endelig! 😀

Bekymrer jeg mig for lidt?….

Jeg har tænkt på noget…

Som så mange andre, er jeg med i diverse graviditets – og terminsgrupper på Facebook. Det er lidt hyggeligt og rart at være et sted med ligesindede, og man kan få luft for frustrationer, bekymringer mv.

Og det er især det med bekymringer der har fået mig til at tænke. Flere gange om dagen er der nogen der skriver at de har oplevet det ene eller det andet og er bekymrede og om de skal ringe til jordemoder/fødegangen eller allerede har grebet knoglen. Jeg er på ingen måde hardcore, og er jo også helt ny i det her graviditetshalløj, men jeg føler tit, at de ting jeg læser, ind imellem er et spørgsmål om at trække vejret og se det an?

Eller er det mig der bekymrer mig for lidt, eller tænker for lidt over tingene?

Jeg ved det ærlig talt ikke – hvis baby A ikke har været så ninja-aktiv som han plejer, på de næsten sædvanlige tidspunkter, så ser jeg tiden an. Som regel så kommer det op ad dagen. Han kan jo ikke være lige hyperaktiv hver dag 🙂

Men jeg kan stadig ikke få tanken ud af hovedet…. Bekymrer jeg mig for lidt?

Hvordan er det mon med andre? Har I det på samme måde?