Tupperware jomfru

Tupperware jomfru

Jeg indrømmer det med det samme:

Jeg præsterede at komme igennem mine 20’ere uden at være til et eneste Tupperware party. Jeg er dog rimelig sikker på, at det skyldes, at det måske var inde i en fase hvor det var virkelig yt, at tage til sådan noget, men jeg har altid gerne villet til det.

Især forbi både min mor, og min søster (der er 8 år ældre end mig), har lidt forskelligt fra Tupperware og har rost det til skyerne!

Så da selvsamme søster inviterede mig til et Tupperware arrangement, sprang jeg til med det samme!

Mit største forbehold var det med prisen. Jeg syntes (og synes lidt stadig), at det er nogle hamper priser… Men eftersom der er livstidsgaranti, så er det jo, på længere sigt, ikke så slemt?

Jeg havde kigget lidt i kataloget på forhånd og havde forelsket mig i en donutform. Ja, du læste rigtigt: en donutform! Den skulle være så simpel at bruge, at selv en utålmodig klaphat som mig selv, ville kunne bruge den.

Heldigvis, så blev den demonstreret på aftenen, og den var lige så fantastisk som jeg havde håbet på.

Såååå mit første køb blev en donutform – samt nogle småting til bebs (når han bliver ældre) og et serveringsfad.

I weekenden tog jeg så formen i brug for første gang – målet var donuts med chokoladeglasur.

Det var så nemt! Smid ingredienserne sammen i en skål, fordel det i formen, i ovnen ved 180 grader i små 15 minutter – og vupti! Donuts!

Der fulgte et opskriftshæfte med, med andre ting end donuts – blandt andet ‘ringwiches’ og hindbær cheesecake, så jeg ved absolut hvad jeg skal lave, nu hvor jeg er gået halvt på barsel 😀

Den færdige dej er proppet i formen og smidt i ovnen (se venligst bort fra min knap så rene ovnlåge – der skal gøres rent i morgen 😀 )
Det færdige resultat – og så smagte de skønt 😉

Bekymrer jeg mig for lidt?….

Jeg har tænkt på noget…

Som så mange andre, er jeg med i diverse graviditets – og terminsgrupper på Facebook. Det er lidt hyggeligt og rart at være et sted med ligesindede, og man kan få luft for frustrationer, bekymringer mv.

Og det er især det med bekymringer der har fået mig til at tænke. Flere gange om dagen er der nogen der skriver at de har oplevet det ene eller det andet og er bekymrede og om de skal ringe til jordemoder/fødegangen eller allerede har grebet knoglen. Jeg er på ingen måde hardcore, og er jo også helt ny i det her graviditetshalløj, men jeg føler tit, at de ting jeg læser, ind imellem er et spørgsmål om at trække vejret og se det an?

Eller er det mig der bekymrer mig for lidt, eller tænker for lidt over tingene?

Jeg ved det ærlig talt ikke – hvis baby A ikke har været så ninja-aktiv som han plejer, på de næsten sædvanlige tidspunkter, så ser jeg tiden an. Som regel så kommer det op ad dagen. Han kan jo ikke være lige hyperaktiv hver dag 🙂

Men jeg kan stadig ikke få tanken ud af hovedet…. Bekymrer jeg mig for lidt?

Hvordan er det mon med andre? Har I det på samme måde?