Om ikke at ææælske den der graviditet

Jeg er ikke fan af at være gravid.

Misforstå mig nu ikke – jeg er vild med, at jeg inden længe har lille baby A i mine arme!

Men selve rejsen dertil er ikke mig.
Jeg kan godt li’, når jeg har en finger på hver puls. At jeg ved hvad der sker, og hvornår det sker.
Det er muligvis derfor, at jeg er kæmpe fan af kalendere (men mere om det i et andet indlæg 😀 ).

Men jeg har jo måttet indse, at jeg har absolut hat kontrol i den her graviditets-trummerum. Min krop har totalt styr på hvad der sker, og jeg er sådan set bare nødt til at slippe tøjlerne. Det er bare ikke lige mig, og jeg kan mærke at det ind imellem giver mig nogle totalt trælse dage.

Jeg har op til flere gange taget mig selv i, at smile og sige ‘åh, det går bare skøøøønt!’, når folk spørger ind til hvordan jeg har det. Og det er jo en stor fed løgn, ca 90% af tiden.
Jeg tror, at jeg er så ræd for at blive dømt, hvis jeg siger hvordan jeg virkelig har det, at jeg bare lader være.
Jeg er mere end taknemmlig for, at der vokser en bette charmetrold inden i mig. Jeg ved hvor svært mange har det med at undfange.

Men jeg synes også, at det skal være okay at sige, at man ser frem til terminen, men at rejsen ikke lige er ens stil.

Er der mon andre der har det på samme måde? Eller noget lignende? Fortæl endelig! 😀

Tupperware jomfru

Tupperware jomfru

Jeg indrømmer det med det samme:

Jeg præsterede at komme igennem mine 20’ere uden at være til et eneste Tupperware party. Jeg er dog rimelig sikker på, at det skyldes, at det måske var inde i en fase hvor det var virkelig yt, at tage til sådan noget, men jeg har altid gerne villet til det.

Især forbi både min mor, og min søster (der er 8 år ældre end mig), har lidt forskelligt fra Tupperware og har rost det til skyerne!

Så da selvsamme søster inviterede mig til et Tupperware arrangement, sprang jeg til med det samme!

Mit største forbehold var det med prisen. Jeg syntes (og synes lidt stadig), at det er nogle hamper priser… Men eftersom der er livstidsgaranti, så er det jo, på længere sigt, ikke så slemt?

Jeg havde kigget lidt i kataloget på forhånd og havde forelsket mig i en donutform. Ja, du læste rigtigt: en donutform! Den skulle være så simpel at bruge, at selv en utålmodig klaphat som mig selv, ville kunne bruge den.

Heldigvis, så blev den demonstreret på aftenen, og den var lige så fantastisk som jeg havde håbet på.

Såååå mit første køb blev en donutform – samt nogle småting til bebs (når han bliver ældre) og et serveringsfad.

I weekenden tog jeg så formen i brug for første gang – målet var donuts med chokoladeglasur.

Det var så nemt! Smid ingredienserne sammen i en skål, fordel det i formen, i ovnen ved 180 grader i små 15 minutter – og vupti! Donuts!

Der fulgte et opskriftshæfte med, med andre ting end donuts – blandt andet ‘ringwiches’ og hindbær cheesecake, så jeg ved absolut hvad jeg skal lave, nu hvor jeg er gået halvt på barsel 😀

Den færdige dej er proppet i formen og smidt i ovnen (se venligst bort fra min knap så rene ovnlåge – der skal gøres rent i morgen 😀 )
Det færdige resultat – og så smagte de skønt 😉

Bekymrer jeg mig for lidt?….

Jeg har tænkt på noget…

Som så mange andre, er jeg med i diverse graviditets – og terminsgrupper på Facebook. Det er lidt hyggeligt og rart at være et sted med ligesindede, og man kan få luft for frustrationer, bekymringer mv.

Og det er især det med bekymringer der har fået mig til at tænke. Flere gange om dagen er der nogen der skriver at de har oplevet det ene eller det andet og er bekymrede og om de skal ringe til jordemoder/fødegangen eller allerede har grebet knoglen. Jeg er på ingen måde hardcore, og er jo også helt ny i det her graviditetshalløj, men jeg føler tit, at de ting jeg læser, ind imellem er et spørgsmål om at trække vejret og se det an?

Eller er det mig der bekymrer mig for lidt, eller tænker for lidt over tingene?

Jeg ved det ærlig talt ikke – hvis baby A ikke har været så ninja-aktiv som han plejer, på de næsten sædvanlige tidspunkter, så ser jeg tiden an. Som regel så kommer det op ad dagen. Han kan jo ikke være lige hyperaktiv hver dag 🙂

Men jeg kan stadig ikke få tanken ud af hovedet…. Bekymrer jeg mig for lidt?

Hvordan er det mon med andre? Har I det på samme måde?

Hej verden!

Så blev det min tur til at prøve det her blogger halløj.

Lad mig starte med at introducere mig selv.

Mit navn er Gitte og jeg er 33 år. Jeg er uddannet handelsøkonom med speciale i eventmanagement og projektledelse, og er i øjeblikket i gang med at tage min bachelor.

Derudover, så arbejder jeg på administrationsgangen i en håndboldklub…..

 

Nåhr ja…. og så er jeg gravid 😀

 

Det er mit første barn, og min kæreste og jeg er MEGET spændte. Spirrevippen var ikke planlagt, men det betyder skam ikke, at vi ikke ser MEGET frem til at blive forældre.

Min grund til at starte den her blog er, at jeg, siden jeg fandt ud af at vi venter os, har haft en million tanker, både rationelle og irrationelle, og jeg har, på en måde, følt at der ikke har været et sted hvor jeg kunne gå hen, som førstegangsmor i trediverne.

Så jeg tænkte, at jeg ville starte mit eget lille univers, hvor alt er tilladt og intet er farligt.

 

Jeg håber at du vil være med på min vej – det bliver en god blandet landhandel og jeg glæder mig MEGET!